SVALEREDER

En stor industri og lukrativ forretning

Ynglehal til sejlere

---

Verdens køkkener byder på mangt og meget, som kan udfordre den vante smagspalet. For mange udlændinge er dansk leverpostej en mærkværdig størrelse – "hakket lever som pålæg!?" – mens vi danskere til gengæld ofte rynker på næsen af asiatiske specialiteter som hund, flagermus eller søpølser.

Men intet er så bizart som fænomenet "svalereder". Navnet er i sig selv en fejlslutning. Fuglene, der bygger de eftertragtede reder, er nemlig slet ikke svaler, men grotte-sejlere (Aerodramus-arter). Selvom de ved første øjekast kan minde om hinanden, er de fjerne slægtninge; svaler tilhører spurvefuglene, mens sejlere udgør deres egen biologiske orden. Faktisk er en gås og en ørn tættere beslægtede end en svale og en sejler. Så rent videnskabeligt burde vi kalde det "sejlerreder" – men navnet hænger fast, uanset hvor misvisende det end måtte være.

Grågumpet Salangan hører oprindeligt ikke til på Sulawesi. Omfattende skovbrande på Borneo har fået fuglene til at trække til den store naboø, Sulawesi.

I det kinesiske køkken forvandles disse reder til den verdensberømte svaleredesuppe. Men forventer man en smagseksplosion, bliver man skuffet; retten er i sig selv næsten smagsneutral. Dens popularitet skyldes derimod konsistensen og ikke mindst den fond, den koges i, typisk på høns. Ligesom vi ser det med andre eksotiske (og ofte kontroversielle) ingredienser i traditionel kinesisk medicin, tillægges svalerederne mirakuløse helbredende egenskaber. Om de virker, er en anden sag – men for indonesiske "svalejægere" er disse små reder i sandhed blevet til det, man kan kalde Indonesiens "guldæg".

I generationer har frygtløse klatrere hentet svalereder ned fra lofterne i kalkstenshuler. Sejlerne yngler i totalt mørke i huler med høj luftfugtighed. Rederne bygges af spyt, som størkner hurtigt og danner en lille halvskål. Farven på skålen afhænger af arten. Hvid er de fineste og sælges for op til godt 30.000 dkk/kg. Dem bygger arten White-nest Swiftlet eller på dansk, Grågumpet Salangan.

Grågumpet Salangang, Aerodramus fuciphagus sandsynligvis af racen, Germain's.

Med en svinedebat om dyrevelfærd og forurening kørende i medierne, så er her et eksempel på, hvordan både mennesker og dyr kan udnytte hinanden til alles bedste.

SEJLERREDER: Kinesisk overtro eller indonesisk guld?

Verdens køkkener byder på mangt og meget, som kan udfordre den vante smagspalet. For mange udlændinge er dansk leverpostej en mærkværdig størrelse – "hakket lever som pålæg!?" – mens vi danskere til gengæld ofte rynker på næsen af asiatiske specialiteter som hund, flagermus eller søpølser.

Men intet er så bizart som fænomenet "svalereder-suppe". Det danske navn er i sig selv en fejlslutning. Fuglene, der bygger de eftertragtede reder, er nemlig slet ikke svaler, men ”grotte”-sejlere (Aerodramus-arter). Selvom de ved første øjekast kan minde om hinanden, svaler og sejlere, er de fjerne slægtninge; svaler tilhører spurvefuglene, mens sejlere udgør deres egen biologiske orden. Faktisk er en gås og en ørn tættere beslægtede end en svale og en sejler. Så rent videnskabeligt burde vi kalde det "sejlerrede-suppe" – men navnet hænger fast, uanset hvor misvisende det end måtte være.

I det kinesiske køkken forvandles disse reder til den verdensberømte svalerede-suppe. Men forventer man en smagseksplosion, bliver man skuffet; svalereder er i sig selv næsten smagsneutrale. Dens popularitet skyldes derimod konsistensen og de helbredende virkninger, og smagen skyldes ikke mindst den fond, den koges i. Typisk hønsefond. Ligesom vi ser det med andre eksotiske (og ofte kontroversielle) ingredienser i traditionel kinesisk medicin, tillægges svalerederne mirakuløse helbredende egenskaber. Om de virker, er en anden sag – men for indonesiske "svalejægere" er disse små reder i sandhed blevet til det, man kan kalde Indonesiens "guldæg".

I generationer har frygtløse klatrere hentet svalereder ned fra lofterne i kalkstenshuler. Sejlerne yngler i totalt mørke i huler med høj luftfugtighed. Rederne bygges af spyt, som størkner hurtigt og danner en lille halvskål. Farven på skålen afhænger af arten. Hvid er de fineste og sælges for op til godt 30.000 dkk pr. kg.

I dag findes stadig folk, som sætter livet på spil i store grotter. De er langt færre end tidligere. For de sidste årtier har en anden høsteform vundet indpas. Høje bygningen af beton eller træ er skudt op rundt omkring i øriget. Bygningerne skal simulere grotter og er derfor helt mørke indvendigt, ligesom luftfugtigheden er meget høj. Kunstigt skabte forhold, hvilket er nødvendige for deres formål: At tiltrække sejlere til at yngle i dem. Det er lykkedes flere steder. Sejlerne, som har det engelske navn Edible-nest Swiftlet og Grågumpet Salangan på dansk, giver de fineste hvide reder til dyrkerne.

I en landsby lidt udenfor hovedbyen, Manado, på det nordlige Sulawesi besøgte jeg Hendy Manurung sammen med chaufføren, Christopher. Hendy ejer en beton-bygning beregnet til salanganerne ca. 2 timers kørsel fra Manado. Dagen forinden havde han netop sendt en nyligt høstet og grovrenset sending af reder afsted til videre forarbejdning på en fabrik i Manado. En finrensning før turen går videre til eksportøren i Jakarta. Herfra eksporteres rederne til Kina. Denne gang var der 160 reder i sendingen og en vægt på mellem 1 og 2 kg. Han høster reder ca. 8 gange om året fra bygningen. Salanganerne yngler året rundt, men hver fugl yngler kun to gange årligt. Hver gang lægges 2 æg og i gennemsnit bliver 50% af ungerne flyvefærdige. Til gengæld kan salanganerne blive op til 17 år. Det giver mulighed for mange efterkommere i løbet af livet.

Hendy Manurung i sit kontor

Først når ungerne er fløjet fra reden, bliver reden taget ned. Så fuglene får lov at yngle i fred og benytte deres reder. De er meget følsomme overfor forstyrrelser, og derfor besøges bygningen kun de ca. 8 gange årligt og kun i tidsrummet 9-14, hvor fuglene er ude for at fouragere. Så forstyrres de mindst muligt. Andre steder har svalerede-dyrkere taget reder ned mens fuglene har brugt dem, og det har resulteret i, at salanganerne har forladt bygningen og ikke kommet tilbage. Så det kræver en del tilbageholdenhed og respekt for fuglenes fred og ro, for at kunne opretholde en konstant dyrkning af rederne.

Hendy købte et stykke jord og fik bygget en hal til salanganer for 8 år siden. En stor investering, og han vidste ikke, om han ville lykkes at lokke salanganer til. Det lykkedes ham efter 2 år og siden har bygningen været besat af nogle hundrede ynglende salanganer. Fuglene blev i første omgang lokket til af artsfælles stemmer på optagelser spillet i store højtaler udenfor bygningen. Indenfor havde han placeret højtalere spillende kaldende af ungerne. Det lokkede salanganerne indendørs.

Fuglene bygger deres reder langs bjælker oppe under loftet. På bjælkerne har Handy installeret små højtalere med 2 meters mellemrum. De spiller kaldende af unger. Dette gør han, fordi salanganerne skal kunne finde rederne i mørket. Godt nok har de et mere simpelt ekko-system a la flagermus, men der skal lidt mere til for at finde rundt. Det hjælper højtalerne med.

Men de sidste årtier er Indonesien har en kæmpe eksport af svalereder til Kina. Selv spiser indoneserne ikke rederne, men de har adgang til rederne.