SVALEREDER: Er kinesisk overtro indonesisk guld?
- Søren Poulsen
- 20. jun.
- 6 min læsning
Opdateret: 26. jun.
Med en svinedebat om dyrevelfærd og forurening som har kørt i medierne, så er her et eksempel på, hvordan både mennesker og dyr kan udnytte hinanden til alles bedste.
Verdens køkkener byder på mangt og meget, som kan udfordre den vante smagspalet. For mange udlændinge er dansk leverpostej en mærkværdig størrelse – "hakket lever som pålæg!?" – mens vi danskere til gengæld ofte rynker på næsen af asiatiske specialiteter som hund, flagermus eller søpølser.
Men intet er så bizart som fænomenet ”Bird's Nest Soup” eller på dansk: "svalerede-suppe". Det danske navn er i sig selv en fejlslutning. Fuglene, der bygger de eftertragtede reder, er nemlig slet ikke svaler, men grotte”-sejlere (Aerodramus-arter) – på dansk hedder de Salanganer. Det engelske navn er Swiftlet. Selvom de ved første øjekast kan minde om hinanden, svaler og sejlere, er de fjerne slægtninge; svaler tilhører spurvefuglene, mens sejlere udgør deres egen biologiske orden. Faktisk er en gås og en ørn tættere beslægtede end en svale og en sejler. Så skal det være korrekt burde vi kalde det "sejlerrede-suppe" – men navnet hænger fast, uanset hvor misvisende det end måtte være.
Grågumpet til venstre, Glanssalangan til højre. Sidstnævnte er ret almindelig, men deres reder bruges ikke i madlavning. De er for urene.
Her fortsættes med svalereder for nemhedens skyld.
I det kinesiske køkken forvandles disse reder til den verdensberømte svalerede-suppe. Men forventer man en smagseksplosion, bliver man skuffet; svalereder er i sig selv næsten smagsneutrale. Dens popularitet skyldes derimod konsistensen og de tilsyneladende helbredende virkninger. At suppen alligevel har smag, skyldes ikke mindst den fond, den koges i. Typisk hønsefond. Ligesom vi ser det med andre eksotiske (og ofte kontroversielle) ingredienser i traditionel kinesisk medicin, tillægges svalerederne mirakuløse helbredende egenskaber. Om de virker, er en anden sag. Men for visse indonesiske landmænd er disse små reder i sandhed blevet til det, man kan kalde et indonesisk "guldæg".
I generationer har frygtløse klatrere hentet svalereder ned fra lofterne i kalkstenshuler. Sejlerne yngler i totalt mørke i huler med høj luftfugtighed. Rederne bygges af spyt, som hurtigt størkner og de danner en lille halvskål. Farven på skålen afhænger af arten. Hvid er de fineste og sælges for over 30.000 kr pr. kg.
I dag findes stadig folk, som sætter livet på spil i store grotter. De er langt færre end tidligere. For de sidste årtier har en anden høsteform vundet indpas. Høje vinduesløse bygningen af beton eller træ er skudt op rundt omkring i øriget. Bygningerne skal simulere grotter og er derfor helt mørke indvendigt, ligesom luftfugtigheden er meget høj. Kunstigt skabte forhold, hvilket er nødvendige for deres formål: At tiltrække sejlere til at yngle i dem. Det er lykkedes flere steder. Sejlerne, som har det engelske navn Edible-nest Swiftlet eller Grågumpet Salangan på dansk, giver de fineste hvide reder til dyrkerne. To andre arter af salanganer laver også reder, der kan bruges til madlavning, men de er langt mere urene og fyldt med fjer, mudder mm.
I en landsby lidt udenfor hovedbyen, Manado, på det nordlige Sulawesi besøgte jeg Hendy Manurung sammen med chaufføren, Christopher. Hendy ejer en beton-bygning beregnet til salanganerne ca. 2 timers kørsel syd for Manado. Dagen forinden havde han netop sendt en nyligt høstet og grovrenset sending af reder afsted til videre forarbejdning på en fabrik i Manado. En finrensning før turen går videre til eksportøren i Jakarta. Herfra eksporteres rederne til Kina. Denne gang var der 160 reder i sendingen og en vægt på mellem 1 og 2 kg. Han høster reder ca. 8 gange om året fra bygningen. Der yngler salanganer året rundt i bygningen, men hver fugl yngler kun to gange årligt. Normalt lægges et lille kuld på 2 æg og i gennemsnit bliver 50% af ungerne flyvefærdige. Til gengæld kan salanganerne blive op til 17 år gamle. Det giver mulighed for mange efterkommere i løbet af livet.
Først når ungerne er fløjet fra reden, bliver reden taget ned. Så fuglene får lov at yngle i fred og benytte deres reder. De er meget følsomme overfor forstyrrelser, og derfor besøges bygningen kun de ca. 8 gange årligt og kun i tidsrummet kl. 9-14, hvor fuglene er ude for at fouragere. Så forstyrres de mindst muligt. Andre steder har svalerede-dyrkere taget reder ned mens fuglene har brugt dem, og det har resulteret i, at salanganerne har forladt bygningen og ikke kommet tilbage. Så det kræver en del tilbageholdenhed og respekt for fuglenes fred og ro, for at kunne opretholde en konstant redebygning.
Hendy købte et stykke jord og fik bygget en hal til salanganer for 8 år siden. En stor og risikabel investering, for han vidste ikke, om det ville lykkes at lokke salanganer til. Efter to år rykkede de første fugle ind i hans bygning. Siden har stedet konstant været besat af nogle hundrede ynglende salanganer. Hendy fortæller, at fuglene i første omgang blev lokket til af artsfælles stemmer på optagelser spillet i store højtaler udenfor bygningen. Indenfor havde han placeret højtalere spillende kaldende af ungerne. Det lokkede salanganerne indendørs.
Fuglene bygger deres reder langs bjælker oppe under loftet. På bjælkerne har Handy installeret små højtalere med 2 meters mellemrum. De spiller kaldende af unger. Dette gør han, fordi salanganerne skal kunne finde rederne i mørket. Godt nok har de et mere simpelt ekko-system a la flagermus, men der skal lidt mere til for at finde rundt. Det hjælper højtalerne med.
Grågumpet Salangan er ikke oprindelig hjemmehørende på Sulawesi. Dens nærmeste naturlige ynglested er på Borneo, den store naboø vest for Sulawesi. Borneo plages jævnligt af store naturbrande og det fik efterhånden de ellers stedfaste salanganer til at trække over Celebeshavet til Sulawesi. For at slippe for luftforureningen. Derfra opstod muligheden for at få salanganerne til at yngle i de kunstigt opsatte redebygninger. En stor engangs-investering med en høj risiko for, at det ikke lykkedes at tiltrække salanganer. Hendy var både heldig og dygtig. Hans tilgang med at forstyrre mindst muligt og give salanganerne de bedste yngleforhold, gav pote. Andre bygninger står tomme. Af de tre bygninger vi var rundt og se, var kun en aktiv med salanganer. Bliver bygningen besat, så kræver det derefter minimalt arbejde for ejeren. Høstning af reder 8 gange årligt klares af 2 mand.
Desuden skovles fuglenes eskrementer op under rederne og bruges som gødning på markerne. Efter høsten grovrenses rederne. Det foregår med rederne blødgjort i vand og udtagning af urenheder med pincet. Alle resterende urenheder bliver senere fjernet på en fabrik. Til sidst bliver de opblødte reder formet til små halvskåle igen og pakket til eksport.
Indonesien eksporterede i 2024 for 428 millioner USD, især til Kina og øriget står for 80% af markedet for ”svalereder”. Mellem 2020 og 2024 steg eksporten med 3,75% årligt. Selv spiser indoneserne ikke rederne, eller i hvert fald kun i begrænset omfang. De har ikke de samme traditioner med naturprodukter, hvor fokus ligger på helbredende virkninger, som kineserne har. Rent smagsmæssigt er det heller ikke nogen kulinarisk oplevelse, så den bliver nok aldrig populær med de lokale.
Fuglerederne er et godt eksempel på, hvordan både natur og mennesker kan udnytte hinanden på en bæredygtig og fornuftig måde. Stort set uden ulemper og bivirkninger.
Salanganerne får idelle miljøer (bygningerne) til at yngle uforstyrret i.
Fuglene lider ingen overlast. De forsvinder fra bygningen, hvis forholdende er dårlige, hvilket bevirker, at farmeren skal sørge for bedst mulige forhold for sejlerne.
Menneskene høster de brugte reder og skaber arbejdspladser – mest til forarbejdningen.
Der er ingen forurening.
Fuglenes ekskrementer bruges som gødning.
En større bestand af salanganer hjælper på at holde bl.a. myg nede, som i troperne kan bære på flere forskellige sygdomme.
Lave omkostninger ved produktionen, når først salanganerne har indfundet sig.
Bygningerne har hjulpet en fugleart på fode igen, efter den var truet af indsamling af reder fra deres naturlige ynglested: Grotter.
Indonesiens myndigheder begrænser etableringen af yngle-bygninger, så der er en balance i bestand og nok fugle til de eksisterende bygninger, så der kan være en fornuftig drift.
Efter en lang snak med Hendy, ville vi have besøgt en yngle-bygning og gerne have et kig indenfor. Desværre var der ingen opsynsmænd tilstede ved de tre vi besøgte. Det var nok også tvivlsomt, om vi fik lov til at kigge ind. De kræver jo ro og uforstyrrethed.
Vi kan nøjes med at se billeder og video, som Hendy har lavet indefra hans bygning.
Spændende at se, hvordan mennesker og dyr/natur kan bruge hinanden. Uden alle de dårlige bivirkninger, som vores landbrug har.
Kommentarer