top of page

REJSETIPS ARMENIEN (Yerevan)

  • Forfatters billede: Søren Poulsen
    Søren Poulsen
  • 5. okt. 2021
  • 3 min læsning

Opdateret: 19. dec. 2021



Yerevan er hovedstad i Armenien. Landets største by og bærer præg af sovjettid og nyere arkitektur.


VISUM: Ingen visumpligt for danskere.


VALUTA/BETALING: Valutaen i Armenien hedder DRAM (AMD).


1 AMD er 0,013 DKK.

100 AMD er 1,32 DKK.

1 DKK er 75,65 AMD.

100 DKK er 7.564 AMD.


Hæveautomaten (ATM) på banegården var ude af drift, da jeg prøvede at hæve ved ankomsten. Nærmeste ATM ligger til venstre når man går ud af pladsen foran banegården. Den virkede. Fleste steder tager kreditkort og kontanter kan begrænses. Der gives tit (mange) mønter tilbage ved brug af kontanter, så for at undgå dem - brug kreditkort!


TAXA: Jeg benyttede ikke ordinær taxa under mit ophold i byen. Jeg havde på forhånd

hentet appen gg, som er Armeniens svar på UBER, BOLT m.fl. Den kunne først opsættes i Armenien, så det var det første jeg gjorde efter at have fået armensk SIM-kort. gg fungerer stort set som BOLT i Georgien, men af en stor by som Yerevan er der overraskende få gg i bybilledet. Derfor kan det tage længere tid at få en bil, end det er i Georgien. Et andet udbredt selskab er det russiske YANDEX, men deres app fik jeg aldrig til at fungere. Opsætningsproblemer!

Prisen for en tur med gg er lidt dyrere end BOLT i Georgien, dog stadig en billig og let transportform. Flere af chaufførerne kunne lidt mere engelsk end de tilsvarende georgiske. Priseksempel på tur: Banegården til Botanisk have, 1100 AMD (14,50 dkk) 9,5 km.

MOBIL: Da jeg ankom til en banegård og ikke en lufthavn, var chancen for en mobilbutik på stedet ikke god. Det viste sig at være rigtigt. Men overfor banegårdspladsen har mobilselskabet BEELINE en butik. Der kunne jeg få SIM-kort, men skulle først vente et par timer før butikken åbnede kl. 9. Det gik hurtigt med at få installeret et SIM-kort og jeg valgte en pakke med fri data til 5000 AMD (66 DKK). Så var jeg dækket godt ind. Pas skal bruges til registreringen.

TOG: Fra Tbilisi til Yerevan er den behageligste transportform toget. Ikke den hurtigste måde, men væsentligt billigere end fly (0,30 time). Der går et nattog hver anden dag i vinterhalvåret og vist nok et dagligt i sommerhalvåret. Jeg var kommet ind i vinterhalvåret, så toget kører kun på ulige datoer. I modsat retning fra Yerevan køres lige datoer.

Toget afgik kl. 20.20 og ankom næste morgen kl. 6.55 til Yerevan. Grænsen mellem Georgien og Armenien blev nået ca. kl. 22, og toget gjorde holdt i knap to timer, mens grænsevagter tjekkede pas og coronapas (enten PCR test eller fuldført vacc.). Det gik ret smurt uden problemer. Passet fik et par stempler.

Toget har flere klasser at vælge imellem. 3. klasse med åben sovekupeer, 2. klasse med lukkede og fire køjer, og 1. klasse med to køjer. Jeg valgte 1. klasse hvilket kostede 318 DKK. Der var ingen service med i prisen (vand, kaffe/the...), så udelukkende køjepladsen. Jeg delte kupé med polak og vi havde en god snak på turen, og pengene var givet godt ud!

Togbilletten købes på banegården - det skulle være muligt på South Caucasus Railways side på nettet, men den engelske version virkede ikke og en oversættelse af den armenske/georgiske side, gjorde siden uduelig.

Tbilisi - Yerevan togbillet

HOTEL: Jeg valgte at bo udenfor centrum af byen nær den Botaniske Have - lige som i Batumi. Troede jeg måske kunne se nogle fugle i haven, men den var ret kedelig. Få arter og Husskade og Solsort som eneste arter med mere end et eksemplar! Hotellet blev Aquatek - et sportskomplex med stort badeland og fitnesscenter, som begge kan benyttes af hotelgæsterne. Hoteldelen var helt fin og prisen ca. 250 DKK med morgenmad. Jeg ankom allerede kl. 9.30 men fik lov til at tjekke ind (normalt kl. 14) og ikke betale ekstra. God service! Transport ind til byen tog ca. 10 minutter med gg, og det var nødvendigt, da der ikke rigtig var restauranter i nærområdet. Gjorde ikke noget. Kan forøvrigt stærkt anbefale den indiske restaurant, Indian Mehak Restaurant & Bar. Noget af det bedste indiske jeg har fået udenfor Indien!


BUS: Jeg brugte meget bus i Batumi, hvilket var let og behageligt. Men ved ankomst til Yerevan kunne jeg hurtigt se, at det højest blev en meget begrænset del af opholdet her. Busserne var nedslidte, gamle modeller - nogle sikkert fra sovjettiden, og ALLE fyldte til randen af mennesker. Så nej, det blev gg transport i stedet for.

Der er metro i Yerevan, men den har jeg endnu tilgode at tage.


Comments


Post: Blog2_Post
bottom of page