ETIOPIEN - this is Africa!
- Søren Poulsen
- 12. mar. 2023
- 27 min læsning
Opdateret: 6. feb.
Trekking i højlandet og besøg hos stammer i lavlandet
ETIOPIEN 11.-27. MARTS 2023
INTRODUKTION
En længerevarende drøm om at besøge Etiopien, blev endelig besluttet at skulle prøves. Igennem et par år har jeg regelmæssigt lavet research på Etiopien - læst litteratur, søgt på nettet og set det ret begrænsede youtube-video materiale på nettet. Jeg følte mig efterhånden klar til at realisere planerne, selv om Etipien er mere udfordrende at planlægge end så mange andre lande. En stilstand i en verserende borgerkrig gjorde det heller ikke lettere. Men forlydende fra landet om at rejsemålene i den sydlige del af landet ikke var berørte af konflikten, gjorde at dette ikke skulle blive et problem.
Jeg fandt ud af, hvad jeg ville med rejsen - med 14 dage til rådighed skulle der fokuseres på få ønsker. Fugle og natur, stammefolk og trekking blev valgene. Først havde jeg udvalgt Semien bjergene i den nordlige del af landet til trekking og fugle, men den kontaktede tourguide svarede kun på én email og ikke på de efterfølgende. Turene i Semien er desuden meget dyre. Så det område valgte jeg fra. Bale Mountains i den sydlige del af landet lød også spændende og her fik jeg hurtigt kontakt til en anden tour-udbyder. Der blev bestilt 6 dages trekking i bjergene med gode muligheder for fugle og dyr, bl.a. Etiopisk Ulv, Lammegrib, 6-7 endemiske fuglearter mm.
Et andet stort ønske var at se nogle af de mange stammefolk og deres kultur i den sydlige del af Etiopien. I dalen omkring Omofloden lever 32 forskellige stammer, hver med deres egne skikke og traditioner. Flere adskiller sig bl.a. ved forskellige former for udsmykning af hår, ansigt og krop. Gode fotomuligheder var der, og besøget blev et højdepunkt på turen.
Turen til Omo er væsentlig dyrere end trekking turen. For at komme rundt i det dårligt udviklede område, krævede det leje af firhjulstrækker. Det koster kassen i Etiopien! Men andre muligheder er der ikke. Det var næsten umuligt at rejse rundt bare ved hjælp af offentlig transport. Infrastrukturen er dårlig med et ringe vejnet, slidte og upålidelige busser og busplaner. Leje af bil kan ikke lade sig gøre uden der følger en chauffør med.
Turen rundt i Omo dalen blev af 5 dages varighed med guide og chauffør.
REJSEFORBEREDELSER
Overnatninger | |
Addis Ababa | |
| |
| |
Robe | Tokuma Hotel - centralt i byen, men findes ikke på nettet! |
Turmi | |
Bale Mountains | Overnatning i telt på primitive lejrpladser |
Fly Flybillet til Etiopien købt via Lufthansa. Fly operated by: Lufthansa/Ethiopian Airways. At man benytter Ethiopian Airways til at ankomme i landet betyder samtidig en stor besparelse på indenrigsfly. De bliver min. 40% billigere hvis man kan fremvise flybillet til Etiopien med det nationale flyselskab. |
For at få en idé om hvad flybilletter koster er her hvad jeg betalte. Priserne er selvfølgelig
kun et øjebliks billede!
Billund-Frankfurt- Addis Ababa | Flytid ca. 10 timer med mellemlandinger. Pris: 4782 kr. |
Addis Ababa-Jinka + Arba Minch - Addis Ababa | Flytid under 2 timer. 1031kr. |
Addis Ababa-Goda (Robe), Goba (Robe) - Addis Ababa | Flytid godt en time. 817 kr. |
Guider | |
Armaye. +251-91-132-0322 | |
Aron. + 251-91-944-6868 | |
Litteratur | |
A guide to the country's birding sites. Ken Behrens, Keith Barnes, Christian Boix. Lynx 2010. | |
The Bradt travel guide. Philip Briggs. Bradt 2019. | |
Valuta | Birr. 100 birr = 12,70 dkk, 100 dkk = 788 irr (12/6 2023) |
Visa | 80 USD for 30 dages visa |
Restriktioner | Kikkert må ikke indføres i Etiopien! Af en eller anden mærkelig grund er det ulovligt at tage en kikkert med i bagagen til landet. Det hænger nok sammen med den nyligt overståede(?) borgerkrig, men virker absurd. Min kikkert blev beslagtlagt i Bole Airport da jeg skulle med første inderrigsfly til Robe. Med besvær fik jeg den tilbage kort før jeg igen forlod landet. Kikkerter KAN medbringes hvis man på forhånd har fået den godkendt som import vare. Hvordan det skal kunne lade sig gøre, har jeg ikke kunne opstøve, så nok mere eller mindre umuligt. Guiden Awol fra Bale Mountain Tours havde en kikkert jeg kunne låne, men jeg endte med kun at bruge mit kamera og så bestemme arterne ud fra billederne. |
DAGBOG
Dagbogen er denne gang skrevet i omvendt rækkefølge af tidligere rejser. Det vil sige at det er blevet i kronologisk rækkefølge. Denne ændring fordi jeg ikke har skrevet på bloggen dagligt undervejs, som jeg ellers gør. Derfor falder det mere naturligt at skrive dagene i "rigtig" rækkefølge. Efterfølgende er teksten iøvrigt blevet lettere redigeret, så den forhåbentlig er mere læsevenlig.
10.-12. MARTS. BILLUND-ADDIS ABABA
Fredag efter døgnarbejde på jobbet gik turen til Billund Lufthavn. En lufthavn jeg nærmest elsker at hade. Min forudindtagethed blev bekræftet ved check-in. Deres fancy bagage-drop, hvor man bare placerer sin rygsæk på et transportbånd og scanner bagagemærket, så klarer den resten - virkede ikke. Den afviste bagagen. En medarbejder kom til og henviste mig til en anden check-in disk. Der var for mange stropper på min rygsæk, var forklaringen! Jeg gik over til den anden skranke, der var for Busines-Class. Her blev jeg afvist og sendt tilbage til den første. Her gav jeg beskeden videre fra sidstnævnte skranke, at rygsækken skulle tjekkes ind som oversize bagage. Det forstod medabejderen ikke. Det var jo en rygsæk i normal størrelse!? Den blev alligevel tjekket ind og så gik det strygende der fra. Selvfølgelig med det normale ekstra tjek af min fototaske i sikkerhedskontrollen. Det er en tradition for mig i Billund. Jo, Billund fungerer bare upåklageligt og så kan også nævnes, at de "billige" p-pladser var udsolgte. Til trods for hundredevis af tomme pladser. Så de dyrere p-områder var de eneste man kunne bruge... Arghh!
Addis Ababa blev nået næste morgen efter en hård mellemlanding i Frankfurt - en snestorm gav en rystende nedstigning. Der blev rusket godt i flyet og det lagde en anspændt dæmper på passagererne. Helt stille i flyet! Spontane klapsalver ved landingen var nok et udtryk for lettelse over at vi alligevel landede sikkert. I Addis Ababa havde jeg et ikke usædvanligt hyr med grådige taxa-chauffører. De krævede 600 Birr (80 kr) for den 4 km korte tur til hotellet. På et stort skilt stod ellers den officielle takst - 20 Birr pr. km, altså 80 Birr for turen. En mand ville hjælpe mig og fik sendt mig med en taxa. Vel fremme 15 minutter senere krævede chaufføren 20 USD for turen. Altså knap 150 kr. Alt, alt for meget. Jeg gav ham 10 usd og det var endda meget mere end hvad jeg regnede for at være den reelle pris. Det ville han ikke nøjes med. Han blev ved med at kræve mere. Ville gå ned til 15 USD, men jeg holdt fast og fandt imens lufthavnens officielle taxapriser på nettet. Max. 300 Birr til centrum af byen. Vi var et godt stykke fra centrum, så prisen var langt under 300. Jeg holdt fast og han opgav. Senere fik jeg downloadet Ride-appen (Ride er områdets pendant til Uber) så prisen på turen var aftalt på forhånd. Meget bedre måde!
Resten af dagen foregik med hvile. Fik sovet og da jeg havde fået hovedpine var det også nødvendigt. Hovedpinen regner jeg med kom af højden. Addis Ababa ligger i min. 2500 m.o.h. og det skulle jeg åbenbart lige vænne mig til. Her et døgns tid efter er det blevet bedre. Ikke helt på 100% men tæt på.
Regn blev jeg mødt af på første dagen i Etiopien. Ser desværre ud til at det tiltager de kommende dage, hvor jeg er på vandretur i Bale Mountains. Om en time går turen tilbage til lufthavnen, hvorfra jeg i eftermiddag flyver til Robe. Herfra bliver jeg hentet til trekket i bjergene. Det bliver spændende - forhåbentlig ikke så vådt som det kunne se ud til at blive.
12. MARTS ADDIS ABABA - DINSHO, Bale Mountains
Hm! Starten på turen til Robe gik ikke godt. I lufthavnens sikkerhedskontrol fik jeg beslaglagt min kikkert. Den må man åbenbart ikke have med til Etiopien pga. den politiske situation (=krigen i nord). Trods store protester og støtte fra mit tour-selskab, var der ikke noget at gøre. Tour-selskabet ville skaffe en kikkert til mig, og så kunne jeg bruge den. Derfor gik turen alligevel mod Bale Mountains. Et lille fly og en lille flyvetur, og så var vi i en lille lufthavn ude på landet. Et par blikskure udgjorde lufthavnsbygningen og bagagen blev udleveret direkte fra bagagevognen ude mellem skurene. Guiden, Awol, fandt jeg udenfor hegnet til lufthavnen og et par tyskere, som var med flyet skulle med på samme trek. Fabian og Daniella hed de. En chauffør kørte os ad den markvejslignende vej ud fra lufthavnen, igennem den kaotiske Robe og videre op til landsbyen Dinsho i bjergene. Undervejs bl.a. set Masketornskade fra bilen og en bred front af 7 udsmykkede rickshaws, der fyldte hele vejen = bryllups kortege! Fra Dinsho blev vi kørt ind til parkens hovedkvarter og lejren for vores første nat i bjergene. Et nu nedlukket logde havde en udendørs toiletbygning, en køkkenbygning og en grøn plads, hvor vores to telte var slået op.
Straks ved ankomsten til lejren stødte vi ind i flere af de pattedyr, der kan ses i det skov bevoksede område. Den store antilope, Mountain Nyala - en endemisk art, stod flere steder i bevoksningen. Ikke sky og det samme kan man sige om Bushbuck og til dels Reedbuck. Vortesvin i små flokke løb også rundt. På fuglefronten var der mange Mountain Thrush, især i den tætte og mørke bevoksning bag toiletbygningen. Abyssinian Ground Thrush så jeg et glimt af, men senere på turen fik jeg set den optimalt.
Deltagerne på trekket var Daniella og Fabian fra Tyskland, vores guide hed Awol og kokken Idris. Dertil kom diverse hjælpere undervejs, bl.a. to gedehyrder, som stod for pakhestene. Bagagen blev nemlig transporteret på hesteryg - telte, vores rygsække/kufferter, al maden, kogegrej mm. Det klarede hyrderne og tre mindre heste.
Ved ankomsten i lejren fik vi serveret kaffe/te og forskellige kiks. Vi fik talt lidt om stedet og de kommende dages trek. Desværre lød vejrudsigten ikke lovende. Regn over bjergene og med en temperatur lidt over frysepunktet, kunne det potentielt blive en kold fornøjelse. Vi måtte tage det som det kom.
BALE BJERGENE |
De høje Bale bjerge ligger i højde fra ca. 3000 til 4177 m.o.h. Uden større og stejle stigninger, ligner de langt fra bjerge, som man f.eks. ser i Himalaya og Alperne. Mere et jævnt skrånende landskab med enkelte bakkelignende toppe spredt rundt omkring. I 4000 meters højde findes et stort åbent plateau, hvor den etiopiske ulv holder til. Web-dalen er et lavereliggende område ligeledes med ulve og mange gnavere. Bakkerne byder på hedelignende områder og længere nede findes tæt skov. Etiopiens næsstørste skov, Harenna-skoven, dækker et stort område op mod plateauet i syd og sydvest. Denne regnskov er mange steder tæt og dårligt udforsket. Den sortmankede Løve findes fåtalligt i skoven ligesom Bale-aber og Leoparder. |
En gåtur op i bakkerne ved lejren fik frembragt flere antiloper og vortesvin. Lidt fugle var der også, bl.a. fluesnappere (Abyssinian Slaty-flycatcher m.fl.). Det var tydeligt at mærke, at vi var kommet op i højderne. Der skulle hives efter vejret efter få skridt og de skrånende bakker fik godt gang i vejrtrækningen. Dinisho ligger i 3100 m.o.h. Jeg var to dage inden i nogle få meter over havet hjemme i Aarhus, og Addis Ababa ligger i 2500 m.o.h. så havde ikke haft lang tid til at vænne mig til højden. Det fandt jeg især ud af dagen efter!
Efter turen i bakkerne blev der serveret aftensmad ude på græsset. Ris og grøntsager, suppe og alt sammen meget velsmagende. Idris viste sig at være en kok der med et primitivt køkken ude i det fri, kunne få meget godt ud af de forhåndværende råvarer og remedier.
Sengetid var kl. 20. Da var solen gået ned 1,5 time inden og vi havde en lang dag foran os. Det blev en nat med mange opvågninger, men da vi var gået tidligt i seng, fik jeg sovet det der skulle. Hørte i nattens løb Plettet Hyæne hyle langt væk. Alle nætter hørte vi hyæner skulle det vise sig.
13. MARTS DINSHO CAMP til SODOTA CAMP
Før morgenmaden gik jeg ud for at se efter fugle og dyr. Hurtigt fik jeg følgeskab af Awol. Han var en ret habil fuglekigger og fandt flere spændende arter i området mellem lejren og parkens hovedkvarter. Vi så bl.a. Abyssian Woodpecker, White-backed Black Tit, Abyssian Catbird og Brown Woodland-Warbler. Efter morgenmaden dukkede "uglemanden" op. En ældre lokal herre der havde gjort det til en indkomst, at vise fuglekiggere Afrikansk Skovhornugle. En ugle der kun lever i Etiopien, og af nogen anses som en race af den europæiske Skovhornugle. Han tager hver morgen ud og leder efter dens dagsrasteplads. Jeg fulgte ham op ad bakken og efter nogle kig i udvalgte træer, fandt manden uglen godt gemt i 5 meters højde. Efter et kortere kig og nogle fotos gik vi tilbage til lejren og jeg gav manden 600 birr for oplevelsen. Det så han ud til at være ganske tilfreds med!
Da morgenmaden var indtaget fik vi pakket bagagen i sække og pakhestene blev læsset.
Sodota camp var første stop på vej op i bjergene. Den første halvdel af turen foregik i bakket landbrugsland. Geder og kreaturer græssede under opsyn af hyrder i næsten alle aldersgrupper. Her i tørtiden er vegetationen sparsom og brunlige farver dominerer landskabet. Så ikke megen føde for dyrene skulle man tro. Fuglemæssigt bød græslandet på Theklalærker, få Rødstrubet Piber, Seed-eaters og væverfugle. Wattled Ibis var ganske almindelig og flokke op til 30 individer kunne ses. Rovfuglene var især Augur Buzzard og et par Lille Tårnfalk. Nogle Gribbe og ørne fik jeg ikke gjort noget ved.
Ret hurtigt på vandreturen gik det op for mig, at fordelen ved det seneste halve års mange vandreture ikke kunne mærkes. Energien var der ikke og efter 4 km føltes det som om vi havde gået 15 km. Årsagen var selvfølgelig højden. At komme fra noget nær havoverfladen i Aarhus fredag og nu her mandag morgen stå i 3100 m.o.h., var for kort tid til at kroppen havde tilvænnet sig højdeforskellen. Mindre ilt til kroppen og dens muskler, og trætheden var mærkbar. Det blev ikke bedre jo længere vi fortsatte. Vejret ændrede sig også fra delvis skyet/sol, til det nu begyndte at regne. Temperaturen ved middagstid nåede ikke to-cifrede grader. Vi slog os ned bag en lille forhøjning i landskabet og spiste den madpakke, Idris havde pakket til os om morgenen. Regnen fortsatte da vi genoptog vandringen. Jeg havde kun min lette cykelregnjakke med – ikke en reel beskyttelse mod regn. Mere mod vind, så jeg blev ret våd. Træthed, hovedpine, kulde og gennemblødt blev gåturen efterhånden mere en kamp for at fuldføre trekket end en nydelse af selve vandringen.
Vi så det lille Fincha Habera vandfald. Få dage forinden løb det ikke. Ingen vand. Men denne gang var der fuld fart på vandfaldet efter regn længere oppe i bjergene. Langs floden var der flere Svale- og Mudderklirer. Rødstrubet Piber og den endemiske art, Bluewinged Goose, befandt sig også i dette område. En kort pause under vandfaldet mens regnen silede ned og så gik vi ellers videre. Det så nemlig ikke ud til at ville aftage, og så bedre komme til lejren og få varmt, tørt tøj på.
Ikke langt efter vi havde forladt vandfaldet så vi den første Etiopiske Ulv. På det tidspunkt regnede det kraftigt og det var svært helt at nyde synet, når man så frem til bare at komme til lejren og få varmen.
Lejren lå i en lille hestesko dannet af en 15-20 meter stejl skråning op til plateauet, vi var kommet ned fra. En hytte brugt af forskere (af Etiopisk Ulv), en lerklinet køkken-hytte og et simpelt toiletskur af blikplader 80 meter fra førstnævnte, var Sodotalejren. Forskernes hytte var låst, men havde en overdækket veranda så vi kunne sidde i læ af regnen. Teltene havde Idris og hyrderne slået op ved starten af skråningen 50 meter fra hytten. De var ankommet tidligere.
Udsigten fra verandaen var ned til højlands-enge. Dernede var der en pæn bestand af Breast Spotted Plover, nogle Bluewinged Goose, mange Rødstrubet Pibere, Etiopian Siskin (Blackheaded Siskin) m.fl. Tre Steppehøge blev set flyve i samme retning tæt på lejren. En 2k+ han, en 2k han og en brun fugl. En rovfugl der altid er dejligt at se!
Sodota-lejren ligger i et område, hvor landskabet er fyldt med gnavere. Op til 13 arter lever på de flade arealer her i udkanten af Webdalen. I jorden har gnaverne deres huler og lange gange. Den største af gnaverne, Giant Mole-Rat, er endemisk for højlandet i Etiopien og en af den etiopiske ulvs hovedbytte. I lejren havde flere deres gange og huller. De kommer af og til op til kanten af hullet, men bliver ellers under jorden. Alligevel er de et let bytte for ulvene og de mange rovfugle. Jeg så både en ulv og en Rovørn snuppe gnavere.
Eftermiddags kaffe/te med kiks som dagen forinden gav varmen. Aftensmaden fulgte senere – tilberedt i køkkenhytten over bål. Ingen skorsten fra hytten. I stedet kommer røgen op igennem det stråtækte tag, så det ser ud som om der er ild i hytten. Loftet i hytten er derfor også helt sort af sod.
Vi gik i seng før klokken 20. Meget trætte ovenpå en anstrengende gåtur. I hvert fald for mit vedkommende.
Natten foregik med færre opvågninger. Hyæne kunne igen høres ude fra området.
14. MARTS SODOTA CAMP til ADELE CAMP
Vågnede op, stadig noget træt efter gårdagens strabadser, men alligevel med humøret i top. Før morgenmaden gik jeg igen på sightseeing med kameraet. Denne gang ned til engen nedenfor lejren. Rustænder i par fløj hen over engen før de slog sig ned. En Yellow-billed Duck gik alene i nærheden af Spot Breasted Plover. På engen mange småfugle fouragerende og et par Steppehøge passerede oven over. En ulv lå og prøvede at sluge en gnaver. Det fik den held med efter nogen anstrengelser.
Under morgenmaden diskuterede vi dagens trek. Ruten var op igennem bjergene. Vejret så dog langt fra særligt godt ud deroppe. Bjergene var indhyldet i tunge regnskyer og indbød ikke til trek. Rundt om os var der enkelte huller i skydækket, men det lukkede mere og mere til og ville nok ende med regn. Jeg var mest stemt for IKKE at gå op i bjergene med de forhold. Blev vi gennemblødte i det koldere vejr deroppe, kunne det blive ubehageligt og en dårlig oplevelse. Desuden var der ikke meget at se i det tætte skydække. Awol foreslog en anden rute. Den gik til Adele lejren i modsat retning. Der kunne vi overnatte og fortsætte til Dinslo næste dag. Turen på Sanetti Plateauet kunne nås med bilen, så vi også fik den del med. Vi vedtog ændringen i ruten, og det viste sig at være en super idé. Regnen lå nemlig over bjergene hele dagen, mens vi havde tørvejr på den nye rute. Og så fik oplevelser på ruten, som vi nok ikke ville kunne få i bjergene.
Vi startede med at gå over engene og endte nede i Web-dalen. Et kæmpe åbent område med udsigt til højere bakker og småbjerge langt væk. Jeg har aldrig været i Tibet men forestillede mig Web-dalen til at ligne det tibetanske plateau. Rutens første del var ligetil at gå uden større stigninger. Landskabet bar stadig præg af de mange gnavere og de medfølgende rovfugle/dyr. Rovørn, Steppeørn og Augur buzzard kæmpede i starten af turen om et bytte. Siden fulgte flere ørne, våger og falke. Mens jeg står og fotograferer en flot Lannerfalk, småløber en Etiopisk Ulv forbi os på kort afstand. Jeg får taget en række billeder og ser bagefter at den er øremærket. Et klart tegn på at der holdes øje med dyrene.
Vi går videre og ser flere ulve og bl.a. en hvalp, som dukker frem fra en hule. Siden får jeg øje på en Serval (-kat) et par hundrede meter foran os. Den løber over sletten op ad en skrænt. Et stykke efter følger en ulv, der nok er efter konkurrenten til føden i området. En hel fin og overraskende oplevelse. Serval ses sjældent om dagen.
Efterhånden bevægede vi fra sletten op i bakkerne. Det betød mere bevoksning og små træer. Antiloper og vortesvin dukkede op. Landskabet mindede om makisen ved Middelhavet uden dog de samme arter af planter. Adele lejren fandt vi ved nedstigningen af en bakke gennem en skov. Her kunne vi se et par bygninger og hestene, som allerede var ankommet med kokken og hyrderne. Fra lejren fik vi øje på Sjakal, Vortesvin og Nyalaer.
Denne gang var køkkenhytten med halvvægge og således åben for vejr og vind. Aftensmaden kom til at foregå derinde siden der begyndte at regne. Et tordenvejr var i gang nogle kilometre væk, men kom aldrig helt tæt på.
Igen tidlig sengetid efter en lang dags vandring. Til lyden af regn der tiltog. Og igen Hyæne gøene om natten.
15. MARTS ADELE CAMP til DINSHO CAMP
Regnen silede ned om natten, men til morgen var den forsvundet og selv om vejret var køligt og skyet, blev det en fin dag til vandring. Vi fik sagt farvel til vores to gedehyrder, der havde hjulpet med transporten af oppakningen undervejs. I dag tog de det sidste stykke til Dinsho-lejren med kokken og pakhestene, ville få sat teltene op og havde så ellers fri. Vi gik ikke samme rute som dem - de tog genveje på hele trekket, så de havde lejren klar til vores ankomst.
Vi startede ud med bakker og skove på denne dags trek. Det gik op og ned igennem tætte skove, hvor Vortesvin havde deres huler under store trærødder. Antiloperne var der pænt mange af. Både Mountain Nyala, Reedbuck, Bushbuck og den lille Dik dik. Vi gik ned til græssletten, der gennemskæres af en asfalteret hovedvej ind mod landsbyen, Dinsho. Modsat retning er vejen til Addis Adada nogle hundrede kilometre væk. Græssletten er afgræsset på denne tid, hvor regntiden sluttede mange måneder tilbage. Det tørre landskab besøges stadig af antiloperne, og de sidste dages regn har sat gang i plantevæksten. Det bliver hurtigt grønt igen til glæde for dyr og mennesker.
En stor bavian-klan stødte vi på efter at have gået over hovedvejen. Et par Abyssinian Longclaws så vi et glimt af flyve væk fra os. Det er en af endemerne i området. Det blev vores eneste, hvilket overraskede Awol. Plejer at være mere almindelig på sletten. Vi fortsatte op mod et bjergområde på modsatte side af sletten og gik et stykke langs denne.
Madpakkerne blev indtaget på en skråning med udsigt over græssletten. Nogle lokale kom ridende på heste nedenfor os. De var på vej til bryllup, sagde Awol.
Vi fortsatte igennem græssletten og ankom til Dinsho. På hovedgaden mødte jeg "uglemanden", som jeg hurtig genkendte. Hilste og gik videre til lejren. Han dukkede senere op for at lede efter en anden ugleart - African Woodowl - som han håbede at kunne fremvise. Han fandt den ikke. Gedehyrdene var stadig i lejren. Min rygsæk var faldet af hesten under overgang af en flod og de var bange for at min bagage var blevet beskadiget/våd. Det var den heldigvis ikke. Jeg havde pakket den ind i en af de medbragte sorte sække. Det reddede indholdet. Lettede kunne de holde fyraften.
Strømmen var der ikke noget af efter mørkets frembrud, så min elektriske rejselanterne gav os lys til middagen. Regnen startede igen og torden kunne køres i det fjerne. Kom aldrig tæt på. Kunne høres noget af natten.
16. MARTS DINSHO CAMP til HARENNA FOREST og ROBE
Selve vandringen var slut i går. I dag stod den på transport med bil til plateauet, som vi oprindeligt skulle være gået til, men som det dårlige vejr forhindrede. Vi kørte igennem Robe, Goba og op ad bjerget til nationalparken. Der var lige fra oveskyet og regn, til tæt tåge undervejs. Jeg tænkte at det var godt vi ikke var gået i det vejr, for det havde ikke været sjovt. Man kunne nogle gange knap se 20 meter frem. Som dagen gik klarede det dog mere og mere op. Gav en helt anden oplevelse på returen mod Robe i klart vejr.
Vi fik stoppet et par gange på plateauet. En gang ved nogle småsøer med bl.a. Bluewinged Goose. Tågen var tæt på det tidspunkt. Senere gik vi ad stien til Saneti lejren. Den lejr vi skulle have overnattet i sidste nat. En videnskabelig station var også i denne lejr. Bygningen aflåst. Regnen startede igen og vi måtte vente 15 minutter på at det aftog, før turen gik tilbage til bilen. Etiopiens næsthøjeste bjergtop, Tullu Dimtu, lå indhyldet i tætte skyer, men vi kunne se en gruppe studerende gå ad vejen mod toppen. Der er en grusvej mod toppen.
Kort efter begav vi os ned ad bjerget igennem Harrenna skoven. Frokost blev serveret i landsbyen, Rira. Det var brød og honning i selskab med ca. 20 hvepse.
Længere nede ad bjerget gik vi igennem en skov med mosbeklædte træer. Jeg havde fået en slem hovedpine, nok som følge af de 4100 moh på toppen af plateauet. Det gjorde, at jeg måtte skippe en tur ind til et vandfald. De andre gik til det, mens jeg "snakkede" med en stor dreng, der viste mig hans engelskbog. Han talte ikke engelsk. Fakter var vores kommunikationsform.
Turen tilbage over plateauet foregik i klart vejr og nu kunne Tullu Dimtu ses stikke op, som en stor bakke på toppen. Robe blev nået og vi fik tildelt værelser på et hotel og spist aftensmad i restauranten. Injera, som er en kæmpe pandekage lavet af tef (kornart), med forskellige sovse og grøntsager. Min var med gedekød og en stærk chilisovs.
17. MARTS ROBE til ADDIS ABABA
Det var tid til afslutning af trekket og turen. Vi blev kørt til lufthaven og fik sagt farvel til Awol, som allerede skulle møde en ny klient.
Jeg sagde farvel til tyskerne ved ankomsten til Addis Adada. De skulle videre hjem til Tyskland samme aften, mens jeg havde nogle dage i hovedstaden inden turen til Jinka og stammerne i Omo-dalen.
18.-19. MARTS ADDIS ABABA
Dagbog fra dagene i Addis har jeg ikke skrevet. Det var dels mange praktiske gøremål, og ikke så meget sightseeing.
20. MARTS ADDIS ABABA til JINKA og TURMI
Vågnede kl. 4 om morgenen, en time før jeg skulle op. Fik pakket de sidste ting ned i rygsækken og tjekkede ud fra hotellet. På min Ride-app fandt jeg en bil der kunne køre mig til lufthavnen. 160 birr kostede den tur. Billigt! Flyet til Jinka var forsinket. Vejret var årsagen. På nettet kunne jeg se radarbilleder fra området, og der lå et kæmpe tordenvejr tæt på Jinka. Flyet kom knap 1,5 time senere afsted. Efter landingen i Jinka blev bagagen udleveret og jeg ventede udenfor på guiden Arone og hans chauffør. De kom kort efter. Der havde regnet hele natten og vejene godt våde. Nu var det ved at aftage og en times tid efter helt holdt op. Vi startede med morgenmad inde i Jinka og kørte derefter ud af byen mod Mursi stammen. Det foregik af en grusvej og en stor del af tiden forgik kørslen igennem en nationalpark. Ganske mange fugle kunne ses fra firhjulstrækkeren. Et par colobus-monkeys, samme antal Dik-dik antiloper, nogle Reedbucks og en flok bavianer udgjorde pattedyrene. Efter en times kørsel nåede vi Mursi-stammen. En lille landsby med ca. 15 runde græshytter. Der var kun få mennersker i lejren. De fleste var ude i landskabet og passe kreaturerne. Andre var ved at så soghum på et stykke nyligt afbrændt land tæt på lejren. De få der var tilbage i lejren var overvejende kvinder. En mor med sin baby hængende i hendes klæde, ville male mig i ansigtet. Hun fandt en stor sten og en mindre rød sten. Den gned hun på den store og fik en rød maling ud af det. Tre store pletter blev malet på kinderne og i panden. Nu tog hun et lille stykke kridt og fik opblødt det i lidt vand på stenen. Med den hvide farve brugte hun et strå til at male pletter i de røde. Det lignede store jordbær.
Efter seancen gik vi ud på marken, hvor et par piger var ved at så. Guiden fik den ene til at vise mig de store udsmykninger af ar, som hun havde lavet på kroppen med et barberblad. Det er deres måde at udsmykke sig på, selv om det både må gøre ondt og ikke uden risiko for infektioner. Men hun virkede stolt af at vise dem, og ville vise hvordan hun lavede arene. Jeg sagde til guiden, at det ville jeg ikke bryde mig om at se, så han fik hende til at vente med at lave dem, til vi var gået.
Tilbage i landsbyen fik jeg købt et par lerfigurer, som kvinderne solgte. Den ene viste et ko, den anden en colobusabe. Kvinderne solgte også de tallerkener, som de selv brugte til at stoppe i det hul, som de havde i læben. Fra teenagealder får de skåret deres læbe op og placeret en lille tallerken i hullet. Det udvides så med større og større tallerkener, som hullet udvides. Samme metode bruges med øreflipperne. En mursikvinde havde sit lille barn hængende i et stykke klæde omkring halsen. Barnet var helt tavst. Guiden fortalte, at barnet nok havde fået malaria og behøvede behandling. De gav moderen nogle penge og efter vi var gået, ville høvdingen også give nogle af de penge, som guiden ville give ham for vores besøg. Det er den eneste måde stammen får penge på – altså fra turister. Det de dyrker går til eget forbrug. Mursi kvinden må så tage på hospitalet i Jinka, hvis pengene rækker. Hårde levevilkår i sådant et miljø!
Mursi stammen blev forladt og turen tilbage til Jinka blev kun med et stop, da vi skulle sætte den vagt af som vi havde fået med på turen undervejs. I jinka blev middagsmaden indtaget (kl. 16.30), noget malariamedicin købt og så gik turen mod Turmi. Undervejs så vi flere fra Bana stammen, som er talrige i dette område. Et par drenge stod på stylter på vejen. En ting de gør for at få penge af passerende turister. Dem er der få af, så ikke meget de kan tjene på den måde.
Vi ankom til Turmi efter mørkets frembrud og fik tjekket ind på vores lodge. Jeg gik direkte i seng uden aftensmad, da middagsmaden var indtaget ret sent.
21, MARTS TURMI - KARA og HAMER folket
Efter morgenmaden kørte vi til Karo-stammen ikke så langt fra grænsen til Sydsudan. Karo-stammens landsby ligger op ad Omo-floden, som er en af de største floder i Etiopien. På vejen derud var der et helt fantastisk fugleliv, med mange fugle og arter, bl.a. Gøglerørne, 4 arter biædere, tre arter Næsehornsfugle, to Trappearter mm.
Karoerne er et venligt og humørfuldt folkefærd. De havde let til grin, hvilket jeg især oplevede på besøg i en hytte. Her var vi ca. 20 personer, mest kvinder og børn, inde til kaffe lavet af skallerne fra kaffebønnerne. Det smagte mere af te end kaffe og havde en ret sur smag. Vandet var hentet fra det brune flodvand, så jeg nippede kun lidt til kaffen, der blev serveret i en stor kalabas.
Vi besøgte skolen på stedet. Den er oprettet af en norsk hjælpeorganisation og har lærere fra andre dele af landet. Beskidt og slidt så den ud. Absolut ingen vedligehold eller rengøring. På væggene havde børnene skrevet navnene på deres fodboldhelte. Ofte spillere fra premier league og ofte afrikanske spillere. Vi spurgte enkelte af de større elever om deres favorithold, og her blev Chelsea og Man U nævnt. I børnehaveklassen sad børnene i en halvcirkel. På tavlen øvede de tal og bogstaver på engelsk. Det overværede vi. De brugte en kvist til at pege på tallene på tavlen.
Vi kørte tilbage til Buska Lodge for at få frokost og hvile lidt. Vejret var opklaret efter gårdagens regn, så nu var temperaturen på vej op af. Hen på eftermiddagen havde vi passeret de 30 grader.
Jeg spiste frokost på restauranten og fik sovet lidt. Var overraskende træt efter vores udflugt til karoerne. Kl. 16.30 mødtes jeg med Arone og Kalo og vi kørte til en Hamar landsby lige udenfor Turmi. Her blev vi mødt af et par meget afdæmpede mænd. Kort forinden vi ankom var en lille dreng død ude på marken. Han havde været syg et stykke tid og havde været omkring hospitalet. De havde sendt ham tilbage. Dødsfaldet påvirkede hele landsbyen og folk sørgede. Vi vendte om og ville ikke forstyrre dem i deres sorg. I stedet kørte vi til en anden Hamar landsby på den anden side af byen. Kvinderne i denne stamme farver deres hår rødt med ler og snoer håret i lange fletninger. Meget karakteristisk.
Vi fik set hvordan de gør marken parat til at så sorghum og hvordan de laver deres små stole, som er en del af deres identitet. I en hytte var en ung kvinde, der lige var blevet gift. Det første halve år må hun ikke leve sammen med manden, men skal være inde i en hytte dagen lang - altså i et halvt år! Samtidig har hun indsmurt kroppen i en blanding af det røde ler og smør. Hun kom hen i døråbningen, men blev ellers indenfor.
Tilbage på Buska fik jeg aftensmad og så i seng igen. I morgen skal vi tæt på grænsen til Kenya!
22. MARTS OMO DALEN – DASSNECH-folket
Dassnech folket lever i grænseegnene omkring Kenya og Etiopien. Det er et folkefærd ligesom de foregående, der lever af geder, kvæg og landbrug. Landskabet de lever i består af busksavanne og da det ligger i lavlandet, er det også et meget varmt område. Ofte er der tørke og dermed svære levebetingelser, men de seneste dages regn har fået liv i planterne. Alt ser grønt ud selv om det også er let at forestille sig området uden regn. Kunstvanding fra den nærliggende Omo flod giver dog bedre betingelser for landbrug end de foregående steder.
Turen til landsbyen Omorate foregik delvis på grus- og asfaltvej. Asfaltvejen var flere steder ved at gro til fra de omliggende buske, så to vejbaner blev til en. Hamer folket stod på den første del af vejen med store mængder af døde geder. Oversvømmelser fra de foregående dages regn havde druknet mange af dyrene, og hamer hyrderne slæbte de døde dyr op til vejen. Vi betalte lidt til dem undervejs. På hjemturen havde de lagt dyrene ud på selv vejen, så det var umuligt at passere. De krævede så penge for at fjerne dem. Det blev efterhånden en del stop på denne måde, og Arone prøvede at forklare flere af hyrderne, at det ikke var en måde at tjene penge på. Ved at afpresse forbipasserende. En bil bag os var slet ikke i det venligsindede hjørne overfor hyrderne. En ældre mand råbte og skældte ud ved hvert stop. En dreng kastede på et tidspunkt en sten på vores bil, hvilket fik Kalo op i det røde felt. Han sprang ud af bilen, men drengen var allerede over stok og sten. Nogle tilkommende Hamerpiger talte Arone med og forklarede hvad der var sket. De virkede ikke til at tage det særligt seriøst. Manden i bilen bagved steg ud og skældte pigerne ud. Selv om de ikke havde noget at gøre med stenkastet eller de blokerende gede-kadavere.
Tilbage til turen til Dassnech-folket. Vi ankom til Omorate ved Omo-floden og skulle med en kano over på den anden bred. En udhulet træstamme udgjorde færgetransporten og den viste sig stabil nok til at bære 4 passagere. Vi blev sejlet over og gik 1,5 km til Dassneck landsbyen.
Deres hytter er i udforming lig Hamer- og Karafolket. Materialerne er anderledes. De bruger blikplader som tag, hvor de andre brugte træ og græs. Blikpladerne gør hytterne varme som saunaer i dagslyset, så de har andre simplere hytter i de lyse timer.
Dassnech har nogle ritualer der ligner de andre stammers. Hos et nyligt gift par er pigen indenfor i en hytte i en måned, mens manden har lov til at besøge hende om aftenen. Ved Hamer var det 6 måneder indenfor!
Dassnechs kvinder er udsmykkede hvor perlehalskæder er en stor del af udsmykningen. Mændene har ikke nogen speciel udsmykning, men som det ses på billederne, har de hver deres individuelle udsmykning. Det moderne samfund rykker tættere på Dassnech, så mere nutidige beklædningsdele ses hos de unge.
Vi stoppede på hjemturen i Omorate og fik kaffe. Hjemturen blev, som beskrevet tidligere, med mange stop med de blokerende geder og trængte gedehyrder.
Resten af dagen foregik omkring Buska Lodge. Jeg gik en tur på den næsten tørlagte flodseng. Så mange fugle fra den sandede jord og mødte enkelte lokale og stammefolk. En gåtur på ca. 7 km i trykkende varme inden solnedgang. Aftensmaden på Buska Lodge var uden Kalo og Arone, som brugte eftermiddagen i Turmi med at besøge folk.
Ved sengetid satte et større tordenvejr ind og det fortsatte ud på natten. Med ørepropper fik jeg alligevel sovet.
23. MARTS OMO DALEN – BENNA marked og KUNA-folket
Morgenen var våd og lidt dryp fra foroven. Man kunne høre brusen fra den nærliggende flod og den var det første jeg begav mig til. I går var den stort set tørlagt på nær nogle lavvandede vandløb. Til morgen en kæmpe, brun larmende vej af enorme vandmasser væltende ned ad flodsengen. En stor kontrast til 15 timer tidligere. Billederne nedenunder viser forskellen. Det venstre er taget med mobil 22/3 sen eftermiddag, det andet med kameraet om morgenen 23/3,
I dag forlod vi Buska. Da der havde regnet voldsomt, var vi lukket inde mellem to floder. Den førnævnte flod (fotoet ovenover) gjorde det umuligt at passere pga. vandmasserne, den anden da flodbredden var styrtet sammen. Det havde dannet en stejl og høj kant, som Landcrusieren ikke kunne komme op ad.
En blandet flok engelsk/amerikanske turister på vores lodge – stort set eneste turister jeg har set i Omo dalen – kunne ikke blive kørt ud fra Buska. Deres bus holdt på den forkerte side af floden og de måtte gå nogle kilometre til den. Vi fandt selv en meget lidt benyttet ”vej” igennem bushen mellem floderne op til hovedvejen mellem Turmi og Demeka. Maps.me appen på min mobil viste sig meget nyttig. Vi endte nemlig et sted, hvor ”vejen” delede sig i tre. Kalo var usikker på hvilken han skulle tage. Han havde kun kørt ruten en gang før for flere år siden, men Maps.me havde ”vejen” og så var det let at køre den rette vej.
Vi ankom til markedet i Keyafer – torsdag er markedsdag, men denne dag meget regnfuld og desuden tåget. Det fik gæsterne til at holde sig væk eller ankomme sent på dagen. De fleste mennesker er fra de omkringliggende Benna-landsbyer og går til markedet. Vi mødte flere undervejs der var blevet godt våde i regnen.
Det første vi så i Keyafer var markedet med dyr. Få geder og kreaturer på pladsen pga regnen. Det andet marked lå et par hundrede meter derfra. Der blev solgt grøntsager, tobak, kaffe mm. Vi fik spist midddagsmad i byen, mens jeg talte med en lokal Benna om bl.a. kulturforskelle mellem det vi hver især kom fra, men også ligheder. Han fortalte om hvor svært det er at købe babytøj, da det er dyrt i Etiopien. Et dagligdags problem. Iøvrigt en flink fyr!
Turen mod Arba Minch foregik i højlandet. Op og ned ad bjerge og bakker før vi endte i hos Kuna-folket. Meget anderledes stamme end de andre Omo stammer nede i lavlandet. Kuna-folket har mest landbrug i bjergene. Dyrker mange forskellige afgrøder på terrasserne og har færre geder og kreaturer. Deres hytter er mere solide og større end lavlandsstammerne, og de virker til at være mere moderne i levevis.
De små stier inde i Kuna-stammens landsby var godt mudrede af regnen. Ikke let at gå rundt og vi så en dreng glide i mudderet. Et par ældre drenge grinede højlydt af drengen og han blev ked af det.
Resten af køreturen mod Arba Minch foregik langsomt. Sidst på eftermiddagen overtages vejen af gede og kreaturflokke, der skal ledes hjem fra græsningen. Det betød utallige stop og nedsætning af farten. Derfor ankom vi først til hotellet i Arba Minch lang tid efter solnedgang. Jeg fik hurtigt noget aftensmad og gid derefter i seng.
I går havde jeg fået en besked fra Lufthansa,at mit fly fra Frankfurt til Billund på mandag var aflyst. Dette fordi lufthavnspersonalet ville strejke. I dag fik jeg så en ny mail, at jeg var blevet ombooket til dagen efter. Så ville jeg ankomme i Frankfurt mandag morgen og først flyve videre tirsdag formiddag. Lang mellemlanding! Her til aften fik jeg en ny email. Nu var flyet fra Addis Ababa til Frankfurt aflyst! Det gjorde det ikke let at sove! Jeg tænkte dog, at jeg altid kunne købe en ny billet med et andet selskab – så skulle det nok gå. På den tanke faldt jeg i søvn.
24. MARTS ARBA MINCH – DUKAY-folket og ADDIS ABABA
Sidste dag på Omo-turen! Jeg mødtes med Kalo og Arone kl. 9 og vi kørte op til Dukay folket i bjergene over Arba Minch. Den stamme der nok er mest moderne i livsstil – måske med nærheden til den større by, Arba Minch, som årsag til den mere nutidige livstil. Vi fik fremvist traditionelle huse, håndværk og udnyttelse af naturressourcerne, bl.a. udnyttelsen af ”false” banana planten, som dominerede landskabet. Den bruges både til at lave brød, spiritus, garn mm. Vi fik smagt nybagt brød og den lokale spiritus, som havde samme smag som den tyrkiske arak.
Vi spiste frokost i Arba Minch og drukket en hurtig kop kaffe, før det var farvel i lufthavnen. Det var en spændende tur til dalen og som tiden gik, fandt guide, chauffør og jeg selv også mere hinanden. Det havde været lidt trægt i starten, men vi blødte efterhånden op og kunne lave sjov – især mellem Arone og mig.
Flyet til Addis Ababa kom til tiden og efter ankomst i hovedstaden, fik jeg tjekket ind på Hotel Lobelia. Planen for i morgen er at få styr på hjemrejsen. Tror ikke det bliver noget problem, men man ved aldrig...
Resten af turen skrev jeg ikke dagbog for. Det handlede mest om at få styr på hjemrejsen, som blev noget bøvlet efter strejkevarslet i Tyskland. Det lykkedes dog at komme hjem med en dags forsinkelse. Tre gange måtte billetten ombestilles, da min bookning forsvandt flere gange i systemet. Men tirsdag kl. 10 var jeg i Billund og kom hjem fyldt med indtryk fra en verden, der til dels slet ikke ligner den, vi befinder os i. Hvor længe der går inden den moderne verden indtager Etiopien og især den sydlige del, med de mange stammer, bliver spændende at følge fremover...
Comments